38 / 707
Københavns Kommunalforfatning af 1840
23
sesform, som man betragtede med Ærbødighed1) og vat
rede til at søge udviklet. For en Del dog nok i Haab om,
at Befolkningens Trang til at prøve sine Kræfter under
friere Forhold skulde kunne finde Udløsning inden for
de lokale Centrer, Købstæder og Sogne.
I de liberale Politikeres Øjne var den kommunale Fri
hed den Basis, hvorpaa det politiske Selvstyre skulde op
bygges.. Man tog derfor eet Skridt ad Gangen, uden at
man dog lod sig stille tilfreds ved Regeringernes Indrøm
melser. Sine almenpolitiske Krav solgte man ikke for en
Ret Linser — man gemte dem til bedre Tider!
I denne Sammenhæng bør det dog bemærkes, at den
politiske Frihed i flere Stater, især i Norge, gik forud fol
den kommunale. I Danmark fulgte Udviklingen den mere
naturlige eller »organiske« Vej fra kommunalt til politisk
Selvstyre.
Endvidere maa det betones, at det Lag, der fik Magten
inden for Kommunerne, blev den højere Mellemstand, i
Sognene de velstillede Gaardmænd, inden for Byerne
Grundejere af en viss Betydning og solide Næringsdri
vende. Som Julirevolutionen var Bourgeoisiets sejrrige
Opgør med Aristokratiet og indvarslede Frihandelens og
Frikonkurrencens Tidsalder, »juste milieu «ets Glanspe
riode, saaledes blev de nye Kommunalforfatninger Udtryk
for det brede Borgerskabs nyvundne Position inden for de
stedlige Samfund. Denne Klasse havde baaret Stridens
Byrde, den høstede, ikke med Urette, Frugten heraf.
Videre var Frihedskravet endnu ikke blevet udstrakt.
Ogsaa den offentlige Diskussion herhjemme bærer
Vidne derom. Det klinger igennem i det — 1834 stiftede
—- liberale Ugeblad »Fædrelandet«s Ledere, der fremfor
indirekte Valg og ubegrænset Valgret foretrækker direkte
-1) Meget subjektivt siger Bergsgård (anf. Skrift, S. 11): »det hadde
røter i mellomalderen, var ein del av den historiske arven som også
konservative politikarar [!] hadde vyrdnad for«; sml. ovf. S. 15.