509 / 707
Københavns Brændevinsbrænderlav i det 18. Aarh.
det tilladelige, og det blev yderligere foreskrevet, at man
ikke maatte antage en andens
„Kroe rske“,
før hun havde
præsteret Bevis for, at hun havde gjort op med den, hos
hvem hun tidligere havde taget sine Varer. En tilsva
rende Bestemmelse findes i Bryggernes Lavsartikler
1675. Bag denne Artikel ligger den Tankegang — der var
den bærende for hele Lavsinstitutionen — at Arbejdet
skulde fordeles saa ligeligt som muligt mellem de enkelte
Medlemmer. Saa god denne Regel end kunde være i øko
nom iske Nedgangstider, maatte den blive et snærende
Baand for den driftige Mester og en Fordel for den efter
ladende i en Opgangsperiode. Men Flertallet af Brænde
vinsbrænderne følte sikkert Artiklen som en Betryggelse,
i et Møde 1806 var det paa Tale at faa den ophævet, men
ikke mindre end 190 stemte for at beholde den, og kun
30 var for dens Afskaffelse. En enkelt foreslog, at Salg
under en Tønde ikke skulde anses for Overtrædelse.53)
Sagen var aabenbart blevet rejst, fordi Bestemmelsen var
umulig at overholde, og hele det 18. Aarhundrede igen
nem er der jævnligt Tale om Overtrædelser. I 1792
maatte Artiklen indskærpes og de enkelte Medlemmer
underskrive en Forpligtelse paa at overholde den,54) et
tydeligt Vidnesbyrd om, hvor magtesløst Lavet var, naar
det drejede sig om Sager, der indskrænkede den økono
m iske Handlefrihed.
De sidste Artikler er af mindre væsentlig Betydning.
§ 16 bestemmer, at Bøderne til Lavets fattige skal gem
mes af Oldermanden i en særlig Bøsse, § 17, at et Med
lem ikke kan rejse bort og atter vende tilbage og træde
ind i Lavet uden med dettes og Magistratens Samtykke,
og de er overensstemmende med de tilsvarende Regler
for Vedtægterne i andre Fag. § 18 og § 19 fastsatte de
53) Prot. 490.
54) Prot. 354 ff.