GeorgBrandesEtPortræt

Tak, kunde han i Forventningens Hede og Utaah

modighedens Eksaltation bruse op i Hidsighed:

»Jeg maatte le højt, da ogsaa De udtalte, at De

»glædede Dem til at læse.« Ti Personer har

skrevet det til mig. Man vil ikke udsætte sig

for at skulle skrive til mig om det Læste. Og

en Forfatter er jo dog mere spændt paa at vide,

hvad Indtryk hans Bog gør, end paa den for*

melle Tak for Modtagelsen.« —

Endelig er den nervøse Overanspændelse forbi.

Afslappelsen er indtraadt sammen med Afspæn#

dingen, de højtspændte Forventninger afløst af

Skuffelse over den o fficielle og den »obligate« Kri#

tik, der enten sønderlemmer Bogen »med yderste

Haan og Foragt« eller oversavler den med »nogle

valne Linjer«. Modløs og selvopgivende sætter han

da Punktum for A rbejdet med følgende Suk:

». . . naar jeg ser tilbage over mit Livs Arbejde,

finder jeg, at saa at sige Intet deraf vil kunne

blive staaende; mine Evner, som var betydelige,

har ikke formaaet at frembringe det enkelte

korte gode Værk, som mange med ringere Ev*

ner har fuldført.«

Hans Tilflugt var da Flugten:

Rejsen.

Læser jeg

hans Breve igennem, klinger det atter og atter igen*

nem dem: Ud ___ bort ____! Rejse rejse!

Nedstem t af Skuffelse, opstem t af Forventning

2 1 2