224 / 361
Det mindste er, at jeg beskyldtes (og i ano*
nyme Breve daglig beskyldes) for at være »krø?
bet til Korset«, i Anledning af, at Kongen gav
mig en lille rød Æske. Jeg skulde afslaaet den!
Jeg har i tretten Aar været Ridder af Æres«
legionen. Hvor kunde jeg svare Kongen, at jeg
vel tog mod en fransk Orden, ikke imod en
dansk! Dette Krapyl skal nu gøre mig til Or»
densjæger. Jeg har i mere end 10 Aar haft Cle*
menceau til min nære Ven og havde vel kun*
net faa en højere Orden, om jeg satte ringeste
Pris derpaa. Og slige Usselheder som en Or*
den snakkes og skrives der om, og om jeg bær
den eller ikke, og at jeg ikke bær den, og at
jeg talte med
gule
Støvler paa i Aarhus. Dette
med spærret Skrift som
umuligt
til en sort
Frakke. Det er i Aarhus, man skal lære Pariser
Elegancens Regler at kende.
Nej, jeg brækker mig over dem, jeg er syg
af dem, jeg væmmes saaledes ved dem, at det
forskrækker mig selv . . . .
Men jeg falder stadigt tilbage. Man skal
ikke skrive i den Slags Humør.
Jeg har imidlertid ikke andet.«
Men var han først paa den anden Side Græn*
sen, aandede han op. Opholdet i Karlsbad, der for
et Par Uger siden var ham »en Gru«, forfrisker
ham, Clemenceau og hans Følge opmuntrer ham til
drengeagtig Kaadhed. Humøret faar sin friske Far#
ve tilbage, Livet er atter værd at leve — trods røde
Æsker og gule Støvler:
2 14