223 / 361
pakker han sin Kof fert: det gamle Kjolesæt, de
pragtfulde Veste, det gule Konceptpapir og Rejse*
blækhuset. Henrykt kører han til Banegaarden, vif*
ter Farvel paa Trinbrædtet og sætter sig lykkelig
til rette med en Bog i Kupéhjørnet. D e triste, kun
altfor kendte Gader glider forbi, snart er han ude
i aabent Land, paa Flugt fra Fjender, Venner, Hjem
og Land — forhaabningsfuldt befriet! —
Han tænkte ikke paa, at N issen nikkede til hans
eget Ansigt i Spejlet: »Jeg rejser m e d
«
Allerede i Optakten hører man dens Stemme:
»Jeg er her to Dage mellem Jylland og Karls*
bad, rejser imorgen. Jeg er i den Grad ned*
stemt, at Alt er mig imod, kan ikke indvinde
Humør, numererer mine 414 Fortvivlelser.
Jeg flygter fra de franske Parlamentarikere,
skønt jeg er indbudt til begge de store Middage
den 18. og 19. Men jeg er led ved Alt. Ogsaa
Opholdet i Karlsbad er mig paa Forhaand en
Gru, endda jeg skal tilbringe Tiden i vanligt
Selskab. Clemenceaus Følge keder mig højligt.
Dog man bør ikke læsse sin Forstemthed af paa
andre. — Arbejde kan jeg slet ikke mere, fordi
jeg ikke mere troer det ringeste paa mit Ar*
bejde. Jeg misunder Vilh. Andersen, at han har
Fortrøstning til at skrive saadan en stor, smuk
Bog, fuld af Særheder og kløgtige Fund.
Min Menneskeforagt æder mig op.
De skulde set den jydske Presse om mig.
Mage til Pøbelagtighed findes kun i Danmark.
21 3