GeorgBrandesEtPortræt

280 / 361

VII
Jeg har i det foregaaende saa omstændeligt og
indgaaende belyst Georg Brandes’ Forhold til
det jødiske Spørgsmaal — af flere Grunde. Først,
fordi det belyser hans Personlighed i dens Urgrund
gennem Forbindelsen med hans jød iske Natur. Der#
næst, fordi det giver Bidrag til Forstaaelsen af hans
Aand, der saa ofte forvekslede »Tiden«s aandelige
Fremskridt, Krusningerne paa »Livet«s Overflade,
med de dybtgaaende Strømninger i Menneskenes
og Menneskehedens Sjæleliv i Tro og Idé. Men
sidst og ikke mindst, fordi det for mig forklarer
den Samfølelse i Venskab, hvormed han berigede
mit Liv gennem de mange Aar.
D e tte Venskab udsprang ikke blot af den Tro#
skabsfølelse, der udmærkede ham som saa mange
andre Jøder, og som navnlig manifesterer sig i dyb
Taknemmelighed overfor Ikke#Jøder, der viser en
Jøde Forstaaelse og Sympati. Herom bærer hans
Bog om Julius Lange veltalende V idnesbyrd. Men
270