GeorgBrandesEtPortræt

haget derved er levende hos mig, næsten som da

det hændte. Uden at nogen indledende Samtale

var gaaet forud, kom Julius Lange pludselig frem

med den Fordring til mig, at jeg maatte og

skulde blive en Kristen, skulde dele hans Tro.

Hans Udbrud rørte mig, og jeg forstod, at dette

for ham var en Sag af saadan Vigtighed, at han

mente sig berettiget til at sætte sig ud over alle

Hensyn. Derimod følte jeg mig saaret af den

Motivering, han strax derefter gav sin Opfor#

dring: jeg dyrkede ingen anden Gud end Intelli#

gensen, savnede det ene Fornødne, vilde tænke

mig til Troen o. s. v. Det var min stolte Hel#

lener. Hele hans teologiske Opfostring var kom#

met op i ham, steget ham til Hovedet, og han

talte som en Missionær. Jeg svarte intet, men

harmedes. Vi pakkede vort Tøj sammen til Op#

brud næste Morgen og gik i Seng. Der var ikke

Tale om at sove. Ud paa Natten hørte jeg Julius

Langes Stemme. Han bad med høj Røst sit Fa#

dervor. Det var højtideligt og pinligt. Kl. 4 stod

vi op og gik til Stege, begge tause og ilde til#

pas.«

D e t var det trad itionsløse og autoritetsfri i

Georg Brandes’ jød iske Natur, der søgte og fandt i

den unge Mand, som i fuld H engivelse sluttede sig

til ham, det Broderskab i Aand og det Blodfælles#

skab i Natur, der aabnede for Sindets Sluser og lod

ikke blot Talens, men Taushedens Væ ld af tilbage#

272