285 / 361
Det er et Træk af endnu dybere Tragikomik, at
Georg Brandes — i Lighed med mange andre Jø?
der, der Livet igennem benægtede Eksistensen af
jødisk Race og N a tion og fornægtede Slægtskab
og Fællesskab i Aand og Natur — at netop
han
herhjemme blev det mest typ iske Ud tryk i Stort
og Smaat, i Ondt og God t for jød isk Natur og
Aand. Der var i hans Væ sen Træk af Lassalles
vilde Energi, af Spinozas Etos og Heines Eros, af
Disraelis dramatiske N erve og proteusagtige Ma?
skespil — og der var ved Siden heraf Træk af den
smaaborgerlige Nø jsom hed og allestedsnærvæ?
rende Geskæftighed, der særprægede den jød iske
Middelstand, hvorfra han udgik. Men mest af alt
var hans Fysiognomi et samlet Ud tryk for de
tvende dybe Modsætninger, der — forenede i den
jødiske Natur — giver Fysiognom iet dets
dobbelte
Ansigt.
Det indadvendte,
Melancholia
— og det
udadvendte,
Sangvinitas.
Sagntyperne fra det gamle
Testamente — Kain og Abel, Esau og Jakob, Saul
og David — er under Ud lændighedens ydre og
indre Splittelse blevet sammensmeltet til én, med
Mærker baade af Sauls og af Davids Natur. En
Art »sørgmunter« Kongsemnenatur, hvori Haa?
kons Lyssind og Skules Tungsind er fast og uad?
skillelig forbundne.
275