289 / 361
Da han i sin Tid havde hørt, at jeg agtede at
udgive en Bog
A f Hugo Davids Liv,
og i et Brev
hentydede hertil gennem disse Linjer: »Ak, ak! nu
bliver det Jøderi igen. Jeg gøs, da jeg saa Manden
hed David.« — undlod jeg i min Pirrelighed at
sende ham Bogen. Han skrev da, samme Dag Bo*
gen udkom, skuffet over ikke som sædvanlig at
have modtaget det første Eksemplar:
»Men, kære Nathansen, tror De mig Monoman?
Tror De mig for Alvor ude af Stand til at paa?
skønne en Bog, fordi der forekommer jødiske
Personligheder i den?
Kjøbmanden fra Venedig?
Nathan der Weise?
Alexandre Dumas’
Femme
de Claude?
ikke at tale om Berthold Auerbachs
Spinoza
og utallige Bøger af jødiske Skribenter?
De er pirreligere end kildne unge Piger, der
hviner, naar En er tre Alen fra dem paa en
Græsplæne, og ømtaaligere end et blødkogt Æg
uden Skal. Hvad i al Verden har jeg sagt eller
gjort? I Spøg sagde eller skrev jeg — hvem hu#
sker Sligt? — Ordet Jøderi, da jeg saa Bogens
Titel. Og det skal straffes? Og derfor tror De,
jeg ingen Interesse nærer for saa stort et Værk
fra Deres Haand? Jeg forsikrer Dem, at jeg end*
nu aldrig har indrettet min Dom over et Arbejde
efter dets Æmne. Hvor kunde jeg?
Jeg beder Dem altsaa lade mig faa Deres Bog
og jeg skal sende Dem Resten af min til Gen?
gæld, naar den om nogle Dage foreligger fær?
dig.«
279