295 / 361
Jeg har skrevet nogle smaa Artikler, af hvilke
tre var trykt i
Politiken,
som De vist har set,
og jeg vil nu skrive en lang Tidsskriftsartikel om
Jules Favre, inden jeg tager herfra. Det er blot
for at sysselsætte mig. Men Æmnet interesserer
mig. Desværre er det ikke just indbringende at
skrive Tidsskriftsartikler.
I
tre Uger kan man
maaske tjene hundrede Kroner . . .
Og efter en D igression til Spørgsmaalet om den
alle Vegne opblussende N a tiona lfø lelse afslutter
han da Brevet med denne Fanfare:
»Men jeg bryder mig Fanden om Stand og Na?
tionalitet. Jeg bryder mig om M . . ., som er i
Rom og om H . . ., som er i Tunis o. s. v. o. s. v.
med Gratie in infinitum.
Der er kun én Gudinde, Tanit, kaldet
Lejlig*
heden.
Man siger, den skaber Tyve, den skaber
Alt.
Lejligheden er en Dame, derfor vil den, som
oftere fremhævet, gribes. Den ligner en gammel
Herre, jeg kjender, deri, at den har et
Pandes
haar
(hvori man skal tage den).
Men i den senere Tid er Lejlighederne blevet
moderne; de har intet Pandehaar, og naar de
fleste Fjols forsøger at gribe dem, faar de blot
en falsk Toupet i Haanden. Det tør jeg rose
mig af har ikke været mit Tilfælde, skønt jeg
aldrig har haft noget Succès og aldrig faar noget.
Men Lejligheden har jo i det sidste Aar frem?
budt Dem en hel Manke; De har grebet den i
285