GeorgBrandesEtPortræt

Et andet Brev, hvori Spøg og A lvor er fortryl?

lende blandet, refererer en Samtale, han har haft

om et af mine Skuespil med en Veksellerer, »der —

som det bør sig — er af Stammen Asra.« Efter

Referatet af Samtalen hedder det: »Ovenstaaende

henstilles til Brug for Stammen Asras ufortrødne

Talsmand,« og Brevet slutter med følgende Linjer:

». . . Nu har jeg brugt to Sider til at drille og

ærgre Dem. Det er da billigt, jeg slutter med at

udtale min Misundelse, min oprigtige Misundelse

paa den, i hvis Lod det stundom falder at en

Svale, en af de faa, der gør Sommer, pilsnart

farer hen over hans Hoved eller ind i hans Hjer?

te.«

Bebrejdede man ham hans Følelses Flygtighed

og hans Hang til at forraade en V en for en Vittig#

hed, svarer han bl. a.:

». . . Hvor kan De skrive saadan noget som at

jeg »giver mit Venskab som en Formel, blot

Haanden rækkes ud«? Jeg forsikrer Dem, at mit

eneste Forhold til Omgivelserne er at sky og

fly dem.«

Eller følgende Linjer, saa hengivne i deres

naturlige Hjertelighed:

». . . De sagde i et Brev nylig: hvad er jeg for

Dem? De er, som De ser, for Øjeblikket det

eneste Menneske, til hvem jeg antyder Kriser,

280