GeorgBrandesEtPortræt

A lle d isse modsigende og modstridende Træk,

som jeg i de foregaaende A fsn it har søgt oplyst og

belyst i Forhold til Georg Brandes’ Liv udadtil, vil

jeg nu i dette sidste A fsn it søge at samle til et

Helhedsbillede,

ikke blot af hans aandelige, men

af hans

sjælelige Fysiognomi,

saaledes som det

traadte mig i Møde, utilsløret og upaataget i Ly af

det Venskabsforhold , hvori han ud løste sit inder#

ste Indre og viste sit dobbelte An sig t i

ét.

—

Enhver dansk Skribent véd, med hvilken Agt#

paagivenhed Georg Brandes fulgte deres første

famlende Skridt og ledsagede dem med smaa,

interesserede Opmuntringer. D e t var ikke Udslag

af Nysgerrighed og Nyfigenhed , hvad mindre vel#

villige Sjæle har formodet, men Ud tryk for hans

kunstneriske Interesse og menneskelige Sam#

følelse. Hans medmenneskelige Godhed, der i

Venskab blev til Hjertelighed, aabenbaredes første

Gang for mig, da jeg en A ftenstund i 1905 paa

Vej til Teatret mødte Postbudet, der gav mig et

Brev af følgende Indhold:

Onsdag Formiddag.

»Kjære Hr. Nathansen.

Jeg ser Deres Navn paa Plakaten og vil blot

ønske Dem Lykke til i Aften. Det er jo en af#

276