GeorgBrandesEtPortræt

der opslider mit Liv, fordi jeg hos Dem har

truffet det Hjertelag, som virkelig interesserer

sig for mig.«

Kriser,

hvortil han i de anførte Linjer sigter,

var vel dybe og oprivende, men ikke »opslidende«

i den Forstand, at de undergravede hans Arbejdss

lyst, endsige hans Livskraft. I fuld Overensstems

melse med hans hektiske Naturs nervøse Indstils

ling steg Feberen hurtigt og voldsom t, men med sin

— trods alt — robuste Fysik overvandt han den efs

ter almindelige Dødeliges Skøn ligesaa hurtigt —

kun altfor langsomt i Forhold til hans egen Naturs

utaalmodige Tempo. Under Kriserne bedøvede

han sig med narkotiske Midler, hjalp det ikke, bes

døvede han sig med Overarbejde, hjalp heller ikke

det, kastede han sig ud i et om flakkende Rejseliv,

i hvis Uro han druknede Uroen i sit Sind. Han

vilde

ikke igennem Krisen,

kunde

vel ifølge sin Nas

tur ikke gennemleve den — han »nedkæmpede«,

som han ofte sagde, Sygdommen i sit Sind. »Jeg er

forsaavidt

en lykkelig Natur,« sagde han engang

under en saadan Krise, »som min Tændkraft svigs

ter, naar jeg føler mig svigtet. D e t er med mig som

med de svenske Tændstikker: Tånda endast mot

lådans plån.«

281