297 / 361
Ja, saaledes talte Kohélet — i Georg Brandes’
Udlægning.
Der var i Brandes’ Fysiognom i Træk af den
gammeljødiske V ismands Natur — af hans Tv iv l
og Livslede og hans Tro paa Sandhedens og Rets
færdighedens Magt. D e t jød iske Dobbeltansigt af
Pessimisme og Optimisme, Melancholia og Sang*
vinitas. Men bag Prædikerens modstridende og
modsætningsrige Tale toner Klange fra en dybere
Sangbund. »Nydelsen« er ikke det sidste Maal,
»Livet« har ikke det sidste Ord. D e t er i den dybe
Etos,
Prædikerens Bog bunder — i Sjælens Liv, der
ikke er af denne Verden , i Følelsen af »at hver
Gerning skal føres til Dom med alt det, som er
skjult, enten det er godt eller ondt.« Rent bortset
fra den religiøse Indstilling i Bogen som »Præs
diken« og dens Tro paa et oversanseligt Forhold
mellem en Gud og Menneskeheden, bøjer man sig
for den menneskelige Etos i Ordene: »Ogsaa Evig*
heden har han lagt i vort Hjerte.«
Denne Livsfølelsens Baggrund bag Forfængelig*
hedernes Forfængelighed trak ikke sit dybe Pers
spektiv ind i Georg Brandes’ Sind — derfor havde
han heller ikke Sans for dets Betydning.
Fors
dybelse
var ikke hans Maal,
det indre Liv
var ikke
hans Verden. Derfor virkede hans eget Liv og
virker hans Værk — hvor berigende og befrugs
tende det end er for Sansen —
perspektivløst
for
287