303 / 361
der som Stamme* og Aandsfrænde v idste Besked
— peger paa dette Væsensmærke i en Ud ta lelse
ved Brandes’ Død om den hemmelighedsfulde
Kraft i hans Personlighed og Værk: » . . . D e t lykke*
des ham af Eros’ Naade. Endnu i den høje, den
højeste Alder forblev det erotiske Element det
stærkeste i ham. Han
maatte
forelske sig i sit
Emne, med hed Kvindebrynde give sig hen til det,
for af den Elskedes Væ sen at kunne række andre
Essensen.«
Eros var det — i Liv og Kunst, i Lyst og N ød ,
ja i Liv og Død. Eros, »A lsejrer i Kamp«, var for
ham selve
Livet,
hvilket atter i hans Udlægning
betød
Lejligheden, Øjeblikket, Minuttet.
Derfor
forstod han ikke, ja skyede med sit livstørstende
og umættelige Sind de livsforsagende Naturer —
Ensomhedens og A skesens Apostle. Derfor følte
han sig allerede i 15—16 Aars A lderen tiltrukket af
et Værk som Lermontofs
Vor Tids Helt,
der frem*
kaldte en »Omvæltning« i hans Indre. »Jeg havde
den fortumlende Fornemmelse af for første Gang i
mit Liv at have truffet mit inderste, mig selv endnu
ubevidste Væsen, forstaaet, gengivet, forstørret i
dette uharmoniske Værk af den russiske Digter.«
Derfor kastede paa samme Tid Heines
Buch der
Lieder
et »Gæringselement« ind i hans Ynglinge*
sind, »fordi dette faldt ind i den Petsjorin?Tone,
der siden Læsningen af Lermontofs Roman var
2 9 3