307 / 361
derfor
maa
gøre det Gode i Kraft af sin m edfødte
Natur — havde han en Kamp at bestaa med de
dæmoniske Magter, der stredes om Overtaget i
hans Indre. Og i denne Kamp hævede den
Vilje,
der var Kraftuddraget af hans Livsenergi, sig op*
over Modstriden — og overvandt den. Livets stør?
ste, dybeste og vanskeligste Kunst.
Denne hans Ildhu var en evig^brændende Flam*
me, der slog ud i Lidenskab. »Denn ich, was mich
betrifft, bin überall Feuer« — lyder M ottoet til
Hovedstrømninger.
Den manifesterede sig gennem
hele hans Liv som
Begejstring.
Han udmaalte ikke
— som Skik var i Danmark — sin Begejstring efter
autoriseret Maal og Vægt. Flammede han, saa
flammede han højt og v idt — gav den ene for me*
get af sin Begejstring, den anden til Gengæld for
lidt. Videnskabsmand var han ikke, men Kunstner.
Denne hans Ildhu var det ogsaa, der flammede ud i
Had til Undertrykkelse, Obskurantisme og Re*
aktion. Det var den samme Ildhu, der flammede i
hans Væsen og Værk, hans Ak tiv itet, hans Ag ilitet
og Impulsivitet, hans G limresyge og »Dramatik«,
og optændte i hans vilde Sind Erobrerens Drift og
Virtuosens Lyst til Ud fo ldelse af kæmpemæssig
Verdensenergi.
D e t var den samme Brand, der
blussede i hans Arbejdsesse, i hans Arbejdstempo
og Puls: A lt skulde ske hurtigt, helst omgaaende.
Og det var den samme Ild, der brændte i hans Ar*
297