313 / 361
standeres taabelige Forargelse — udløst en Draabe
af den Bitterhed, der Livet igennem brændte ham i
hans fremmede Blod. Optakten lyder — efter hans
Manuskript — som følger:
»Der var engang et Land, hvor de fleste Men*
nesker var blonde, hvorfor de med Rette ansaa
det for uhyre fint at være blond. De betragtede
de mørke med Mistænksomhed og Misbilligelse;
men deres Farvesans var ikke udviklet, saa de
regnede adskillige brune eller lysebrune for sor?
te. Og det var slemt at være sort.«
Lidt senere hedder det:
»Sorteper forsøgte allerede som Dreng oftere en
beskeden Indsigelse, naar der kaldtes paa ham.
Han svarte: Jeg er ellers ikke sort, men brun.
Dog, da han indsaa, det ingen Nytte var til at
modsige Folkets Røst, som efter manges Mening
er Guds Røst, fandt han sig rolig i Benævneh
sen, og alle kaldte ham saa det sorte Faar i den
lyse Flok eller rettere lidt udenfor Flokken; thi
det forstod Enhver, at han ikke hørte til.«
Og endelig hedder det om Sortepers Livsger?
ning:
»Alt hvad Sorteper sagde eller skrev, saarede da
en eller anden Følelse hos Læserne i Landet.
Han havde de bedste Meninger om dem; men
glemte han at sige dem de Artigheder, hvortil
de var vante, undlod han at fortælle dem, hvor
meget hjerteligere og mere ægte de var, end
3°3