319 / 361
naar man er saa langt fra Ungdommen som jeg.
Og nu er det, at faa denne Bog sluttet og fra
Haanden, blevet min fixe Idé. Hvor let det var
gaaet, om jeg havde kunnet sidde, staa og gaa!
Hvor svært det nu er blevet!«
Det lysner lidt. Han kommer op og kører daglig
en Tur i den friske Luft. Men da der en skønne
Dag indtræder Vognstrejke og han, utaalmodig,
vover sig ud paa egen Haand, faar Udflugten føb
gende sørgmodige Udfald:
». . . Til min Ulykke er det nu blevet næsten
umuligt at køre, og da jeg en Dag havde maattet
gaa en halv Time, svulmede min Fod paany saa*
dan op, at jeg i ni Dage ikke kunde faa den i
nogen Støvle.
Jeg er desværre en gammel Invalid.«
Som foran omtalt anbefalede jeg ham da — til
hans Forargelse — Anskaffelsen af et Par større
Støvler, og sendte ham — til hans Henrykkelse —
en af mine egne. D e t hjælper:
». . . De skal have megen Tak for Deres Støvle.
Jeg kan jo ikke glimre i Selskabslivet med to
ulige Fødder, men jeg kan sidde med den i min
Stue og gaa ud med den i Holsteinsgade i Mørk*
ningen. Og andet vil jeg ikke, indtil den skræk?
kelige Pakke er færdig. Til den Tid haaber jeg,
min Fod har antaget normale Dimensioner. —
Det har været et stort Slid at huske alt dette
sammen og skrive det ned. Og jeg er desværre
3°9