324 / 361
de. Det nævnes ofte til Hæder for en Mand, at han
har givet sit Fædreland alt, hvad han kunde udret*
te, selvom fristende Tilbud lokkede fra det Frem*
mede. Det skal og bør regnes Georg Brandes til
Hæder, at han, der under sit 5aarige Eksil i Tysk*
land havde skabt sig Indflydelse, Anseelse og be*
trygget Eksistens, omgaaende gav sit Svar til den
private og anonyme Komité, der ønskede hans Til*
bagekomst — og gav dette sit Svar denne for ham
selvfølgelige Optakt:
»Mit Svar er simpelt. Jeg gaar ind paa det Til*
bud, De i saa anerkendende Udtryk har rettet
til mig.«
Og i det følgende giver han sit Tilsagn denne
smukke og værdige Forklaring:
»Jeg har altid ment, at mit egentlige Arbejdsfelt
laa i Danmark, og jeg har altid holdt den Tanke
fast, at saa snart der aabnede sig en Mulighed
for mig til en Eksistens i Danmark, var det mig
en Art Pligt at gribe den. For at De har givet
mig denne Mulighed i Hænde, er jeg Dem op*
rigtig taknemmelig. Jeg nærer selv den Tro, at
jeg kan udrette mere, virke om end paa mindre
vidtrækkende Maade, saa dog dybere i Danmark
end noget andet Sted.
Jeg har aldrig kunnet vænne mig til Tanken
om et definitivt Ophold i Udlandet, jeg har al*
drig villet habilitere mig ved noget tysk Univer*
sitet, fordi jeg ingen Ansættelse ønskede i Tysk*
3 H