327 / 361
Men denne hans Troskabsfølelse overfor Dan*
mark forblev til det sidste uforstaaet, misforstaaet
— ihvertfald uigengældt. Naar han til det yderste
hævdede sin Danskhed, stødte man ham ugæsts
mildt og utaknemmeligt tilbage som en Fremmed.
Naar han frygtløs tog Stilling til Danmarks Uden*
rigspolitik, kaldte man ham en Forræder. Naar
han ivrede op mod dansk Selvudslettelse — le
Danemark s’efface — frakendte man ham Fædres
landskærlighed. Hans Situation var som Drengens,
der faar Hug, hvadenten han tager Stokken op eller
lader den ligge.
Og dette hans utrygge Forhold til Landet unders
gravede lidt efter lidt hans oprindelig aabne og tils
lidsfulde Natur — splittede hans i Forvejen splits
tede Sind. Han blev med Tiden baade saarende og
saarbar, miskendt og miskendende, udfordrende og
mistænksom. Ethvert Angreb, selv det usleste og
aabenlyst perfide, oprev ham. De idelige Stik, baas
de Naalestikkene og Pileskuddene, der berørte hans
fremmede Afstamning og Natur, bibragte ham en
Følelse af Uforenelighed og Uforbindelighed med
Omgivelserne — og det hoverende Smil, der mødte
hans forvrængede Ansigt, naar han i Vrede rev
og sled i Fængslets Gitter, karakteriserede han
da med klassisk Træfsikkerhed gennem Betegnels
sen »den danske Skadefryd, den nationale Form
for Livsglæden«. Uoverensstemmelsen med Hjem?
3 J7