GeorgBrandesEtPortræt

Om hans H jæ lpsomhed i Stort og Smaat har

jeg talt i det foregaaende. Om hans Trofasthed

overfor Venner bærer Bogen om Julius Lange Vid*

nesbyrd — det skønneste menneskelige Dokument,

vor Literatur ejer om Venskabsforhold mellem

Mand og Mand. Som Kuriosum kan her anføres,

at en gammel Veninde, som han havde kendt fra

sin Ungdom , daglig ventede ham — og aldrig for*

gæves. Naar man var hos ham og Klokken blev

henad 3, rejste han sig og sagde i sin lidt gammel*

dags Form — som Johannes Buchholtz har gengivet

i en Kronik — : »Det er nu saaledes, at jeg skal hen

i Dronningens Tværgade.«

Denne hans Trofasthed fik — som rimeligt var

— sit dybeste Udtryk overfor Barndomshjemmet,

og da navnlig Moderen. Peter N an sen mindes hans

sønlige Ømhed gennem disse Ord i

Portrætter:

»Og om hun var blevet hundrede Aar, og om

Georg Brandes havde været nok saa meget pla*

get af Aarebetændelse — han vilde hver For*

middag, selv om han sad i det travleste Arbejde

med et stort nyt Værk, have fundet en For*

middagstime til at kigge op i Møntergade til

den gamle Dagligstue og den gamle Mor, og han

vilde have betroet hende Alt, hvad han syslede

med, og han vilde have fortalt hende, hvilke

Breve og Besøg han havde faaet, og om han

syntes Arbejdet lykkedes for ham, eller om han

mismodig var ved at gaa i Staa.«

3 12