GeorgBrandesEtPortræt

Tilbage var da kun under A lderens Fremad#

skriden, Glemslens Vækst, Ungdomsvennernes

Bortgang og Menighedens Frafald de to Følgesven#

de, der trofast havde fulgt ham gennem Aarene —

Sygdommen og Arbejdet.

Sygdommen

var en Aarebetændelse, der havde

plaget ham fra hans Ungdom , og som med større

eller mindre Mellemrum kastede ham paa Syge#

lejet. Naar den indfandt sig, havde han Brug for

alt det Taalmod, han kunde opdrive, en saare van#

skelig Ting, da, som han skriver: »Sygdommen pas#

ser daarligt for mit Temperament, der er en Smule

utaalmodigt.« Eller som han skriver i et andet

Brev: »Det er raffineret af »Styrelsen« at give det

utaalmodigste og uroligste Mske. en Sygdom, der

kræver uendelig Taalmodighed og ubetinget Ro.«

Naar Smerterne bliver for stærke, omsætter han

dem i Galgenhumor, som i følgende Linjer:

»Da jeg i Avisen saa, at De usalige fyldte, vilde

jeg sende Dem et Telegram, men jeg havde In#

gen at sende. Min Lykønskning faar De nu lidt

sent, men ment.

En ung anset, men naturligvis med Hensyn til

min Daarlighed ganske ukyndig Læge har med#

delt mig, at man kjender min Bacille, men des#

værre i mangfoldige Aar forgæves har søgt et

Middel imod den. Han har — saavidt skønnes

207