GeorgBrandesEtPortræt

Menneskene i andre Lande, saa stødte han an

mod hvad der med et smukt nyt Ord kaldtes

Hjemmefølelsen

hos dem .«--------

Hjemmefølelsen

— han havde den jo ikke selv,

derfra d isse Taarer! Hvor tragisk, at netop han sa#

tiriserede over den — han, der i sit Hjertes dybe

Modstrid og Uro mest af alle længtes efter et Sted,

hvor han kunde føle sig hjemme. Dybere og dybere

følte han med A lderen Hjem løsheden og Ensom#

heden. »A lt er for mig

Surrogater

for Livet« —

dette Omkvæd i et Brev kunde gælde som Omkvæd

for hans Liv i de senere Aar. A lderen havde for

ham ingen Værd i sig selv — ligesaalidt som nogen

indre Skønhed. Derfor fik A lderen heller ikke no#

gen Værdi for hans Værk. Harmonien,

Afrundiw

gen,

der som en Cirkel sluttede et Liv som Goethes,

var ikke hans Sag. Livet betød for ham

Liv.

hans Liv, der for ham betød hans

Tid,

var forbi ..

Han søger da i H jem løsheden og Alderens En#

somhed sin Tilflugt til den lille Kres, der er blevet

tilbage i Hjem landet af den Hær, han én Gang

mønstrede. Resigneret trøster han sig ved Samlivet

med »et Par gamle Venner, der er tro, en sjælden

og dyrebar Ting.« A tter og atter sender han Bud

gennem smaa snurrig#gammeldags Billetter — som

denne:

3°4