for Frihed, Sandhed og Ret, i hans A rbejde for de
Forurettede og Undertrykte — Enkeltpersonlig#
heder og Folkeslag: Finnerne, Ruthenerne, Arme*
nierne, Polakkerne, Jøderne. Som
Mod
i hans Op*
træden under Verdenskrigen, der forspildte hans
Chancer paa alle Fronter — i hans Optræden i
Fredstid for Sønderjydernes Sag, dristigst og skøn*
nest ved A fskedsfesten for ham i selve Tysklands
Hovedstad d. 1. Febr. 1883, hvor han sluttede sin
Tale med disse Ord:
»Mit Hjerte snører sig sammen i mit Bryst, naar
jeg tænker paa, at netop nu, da jeg frivilligt fors
lader Tyskland, maa Hundreder af danske Bor#
gere som jeg, nordslesvigske Bondesønner, der
mener at have Ret til at bo paa deres Fødejord,
ufrivilligt og uden noget Festmaaltid forlade Lan#
det. Jeg vover ikke at udtale mig om Retsspørgs#
maalet, men Tyskland synes mig stærkt nok til
at kunne vise Højmodighed.«
Og endelig v iste denne hans Energi sig, varigst
og dybest i hans
Virketrang
og
Arbejdslyst.
Iblandt Hundreder af Eksempler maa det være til#
strækkeligt at fremdrage dette ene — Uddrag af et
Brev fra Florents, skrevet d. 12. April 1921 i hans
Alders 80de Aar:
». . . Efter i fulde syv Aar at have siddet fast i
Kjøbenhavn maatte jeg ud. Jeg havde i den Tid
skrevet de fire større Arbejder Goethe, Voltaire,
Cæsar, Michelangelo, Samlingen Napoleon og
299