GeorgBrandesEtPortræt

Drengeaarene søgte han at finde »det hemmelig*

hedsfulde Ord, der løste den Uklarhedens Fortryl*

lelse, hvori jeg befandt mig og besvarede mig

Grundspørgsmaalet,

hvad

jeg var«. Han fandt da

i sin Søgen det Ord »dæmonisk« — Ordet som i

sit hemmelighedsfulde Clairobscur rummede de

Grundtræk, han havde lært at kende hos de første

moderne Digtere, han havde læst: Lermontof, By*

ron og Heine. Og betegnende for ham er det, at

den første — tabte — Afhandling, han skrev, bar

Titlen

Om det Dæmoniske, som det viser sig i den

menneskelige Karakter.

Dette dæmoniske Brydningsspil mellem Sindets

Mørke og Aandens Lys var »Livet« i hans Eros,

og fra dette Brydningsspil bredte Lys og Skygge

sig i hemmelighedsfuldt Tvelys over hans ydre og

indre Liv. Derfra den Uro i Blodet, der jagede

ham uden Hvile — frem og tilbage — ud og hjem.

Som han skriver i et Brev: »Jeg har Uro i Blodet

og vil bort, og det er altsammen dumt og despe*

rat.« Derfra den Ild i Blodet, der atter og atter

tændte hans Energi, sporede hans V ilje, drev ham

til Angreb og Kamp. Derfra hans Sky for Ensom*

heden, hans Angst for Hvilen og Freden, hans Gru

for Stilhed om sit Navn . Stilhed og Hvile var for

ham Død — og Døden skræmmede ham med sit

blotte Navn. Selv en kort Tids Pause under Følel*

sen af Træthed og Afmagt indgød ham Uhygge*

295