GeorgBrandesEtPortræt

gysninger af Skræk for Arbejdskraftens Ophør.

»Det er med det aandelige Arbejd som med Piano*

spil (jeg drev det, da jeg var Dreng) holder man

sig ikke stadigt i Øvelse, er der noget, som stivner«

— skriver han i et Brev. Hans Liv var splittet mel*

lem Kampens Lyst — og Flugt fra Fredens Velsig*

neiser. Hans Sind havde in tet Ligevægtspunkt,

Vægtskaalene svingede ustandseligt mellem op og

ned. Hans jød iske Sjæl, der var sp littet og sprængt

mellem Øst og Vest, havde ikke som Østerlændin*

gens et Nirvana, hvor den i Skyggen af Palmerne

kunde hvile ud

i sig selv

— og i Fred med sig selv.

Som han flygtede for Skyggerne, saaledes flygtede

han for sin egen Skygge. Som der i hans Natur

var Træk af en Messias, saaledes var der — og i

langt højere Grad — Træk af en Ahasverus, og i

hans Liv Træk af Ahasverusmytens Tragik. Der*

for blev han herhjemme »Uroen« i Værket, det

urolige Hjerte i Danmark.

Men dette Brydningsspil mellem den mørke

G lød i hans Blod og det klare Lys i hans Aand slog

sammen i den

Ildhu,

som han kaldte det, i den

Brand, der flammede op, hvergang Livet fra Om*

verdenen bar V ed til hans Sind. Ligesom han hæv*

dede, at Naturen hverken var ond eller god, vilde

han sikkert ogsaa hævde, at hans egen Natur hver*

ken var ond eller god — kun

hans

Natur. Men i

Modsætning til dén, der af Naturen er »god« og

296