nationalt Symbol, den anden som International#
ismens »ungebundner Geist« — den ene som Ud#
tryk for den rodfæstede Etos, den anden som Ud#
tryk for den trækfuglefrie Eros.
Fra disse tvende Skikkelser, fra disse tvende
Ud løbere af Hellas og Judæa udgik de Paavirknin#
ger, der prægede Nordens Literatur i det sidste
Aarhundrede. Og fra Heine, langt dybere end fra
Goethe, modtog Georg Brandes allerede fra sine
unge Aar den Paavirkning, der — i Slægt med hans
Natur og Aand — prægede hans Værk og førte
den ny jød iske Strømning af Eros ind over nor#
disk Literatur. D en dybe Indflydelse, som Zion#
ismens samlende
Idé
har haft paa jødisk Sind og
Aand i den sidste Menneskealder, og som atter vil
rejse en Bølge af Etos mod Emancipationstidens
overstrømmende Eros, stod han udenfor — først
som Bekæmper, i de sidste Aar som Betragter.
I sin dybeste Følelse naaede han aldrig længere
end til Heine.
Thi det var
Eros
og ikke
Etos,
som var den
Livskilde, i hvis foryngende Vande Georg Brandes
sænkede sin Sjæl, sit Sind og sin Sans, naar Kri#
serne i hans Liv, de ydre saavel som de indre,
truede med at kæntre hans Baad og drage Mand
og Skude med i Dybet. Maximilian Harden —
292