GeorgBrandesEtPortræt

Dom inanten i mit Sind«. Derfor blev Frankrig det

Land, hvortil han — som Heine — søgte, fordi dets

Erosifarvede og funklende Liv og Kunst stod ham

nærmest i Sind og Aand. Derfor gav han sig i fuld

Hengivelse kun hen i Skildringen af Skikkelser, for

hvem Eros var den dæmoniske Kraftkilde —

Shakespeare, Byron, Heine, Lassalle, Disraeli. Og

derfor blev

Hellas

den Foryngelsens Kilde, hvoraf

han inddrak Livets sidste Draaber af Livslyst og

Livskraft — Landet, der blandt alle andre har kaa#

ret Eros til

Gud,

ja i Egne til den højeste Guddom

i Liv og Kunst.

I et Brev skriver han d isse i al deres tilsyne#

ladende Ubetydelighed karakteristiske Linjer:

». . . De interesserer Dem for Alt, endog for

gamle Kvinder. Jeg siger som en stakkels bryst#

syg, dansk Maler Lorange kort før sin Død i

1870 sagde til mig: Jeg lider ikke noget, som er

stygt, og kan ikke male det.«

D e t er Brydningsspillet imellem Lys og Mørke,

der betinger »Livet« i den Enkeltes Liv, og der#

igennem i Kunstens. D e t var Brydningsspillet mel#

lem Sindets mørkladne Lidenskabelighed og Aan#

dens lysende Klarhed, der betingede det særegne

Liv i Georg Brandes’ Liv og Værk. Allerede i

294