311 / 361
Andersen var udgaaet af den lille Provinsbys Un?
derklasse, saaledes var Georg Brandes udgaaet af
den jødiske Middelstand, der i Aarene efter Jøde*
forfølgelserne følte sig og maatte føle sig som Pa?
riakaste. Denne Underk lassefølelse eller »Mindre?
værdsfornemmelse« fulgte, ja forfulgte ham som
saamange andre Jøder — deriblandt Goldschm idt
— op gennem Aarene og opelskede i hans Sind den
Drift mod Ryet, Berømmelsen, Glansen, der skulde
dække hans Afstamning med sin Purpurkaabe.
Derfor virkede hans Liv paa Rejser — som H. C.
Andersens — ofte som Tournéer, Triumftog, be?
regnet paa Laurbær og Sejrstrofæer, der kan hjem?
føres som Tegn paa den Berømmelse, der ikke bli?
ver Profeten til Del i hans Fædreland.
Et dybere Lighedspunkt mellem H. C. Ander?
sen og Georg Brandes laa i selve deres Naturs
medfødte Nervøsitet, der reagerede overfor et?
hvert Indtryk fra Omverdenen og gav sig Udslag i
en overfølsom Irritabilitet og i et baade ufor?
skyldt og selvforskyldt Martyrium. Medens den
tragikomiske Modsætning mellem den udenland?
ske Berømmelse og det indenlandske Martyrium
kun var kærkomment Stof for den københavnske
Lattermildhed i H. C. Andersens levende Live —
ansporet af Heiberg og efterbræget af Kritikens
Faarefold — har Strømmen vendt sig efter hans
Død, og aandelige Efterkommere af den Kritik, der
3 ° i