GeorgBrandesEtPortræt

ind i Ensomheden. Men Ensomheden, der ved Na#

turens dybe V isdom kan forme sig som en Art

H jemmefølelse

i sig selv

under Alderdommens Liv

i Erindring og Fordybelse, var for ham ikke Oase,

men Ørken. Navn lig pinte den ham under Høj ti#

derne, naar Byen var uddød, og Entréklokken tav.

Der kom da Ilbud, skrevet med flyvende Pen, som

dette: »Passer det Dem at se mig Skjærtorsdags

A ften?« Eller dette »Har D e noget for første

Pintsedags A ften? D e t vil være mig kjært at bryde

den fæle Pintses Ensformighed.« Eller disse Linjer

omkring den Højtid, der gør den Ensomme dobbelt

ensom:

». . . I Julen er jeg ganske ledig og De maaske

ogsaa. Kan vi ikke da ses paa en eller anden

Restaurant? I Hjemmene er det da saa besvær#

ligt. Eller er De udbedt?

Se herop en Dag og sig mig Besked, naar det

passer Dem.«

Dog endnu mere talende i al sin Stilfærdighed

er dog denne Passus i et Brev, hvis sidste Linje

siger mere end alle Kommentarer:

»Maa jeg sige Dem mange Tak for Indbydelsen

til 2den Juledag, kun maa jeg vide Klokkeslet#

tet. Jeg ser ikke et Menneske, undgaar alle, og

lever i højere Grad som Eremit end jeg har gjort

nogensinde før. —

Jeg er ene Juleaften.«

3°6