GeorgBrandesEtPortræt

da han i N a tten s Ensomhed gennemlæser sin Bog

og selv vejer den og finder den for let:

». . . Nu da jeg gennemlæser det, synes jeg, det

klinger uhyggeligt som et Farvel til Livet, i al

Fald som den afgjørende Indtræden i Alder*

dommen.«

Og i et senere Brev:

». . . Derfor er det mig fuldstændig umuligt at

søge ringeste Glæde i den Forestilling, at min

Virksomhed har betydet noget for adskillige

Mennesker. Jeg føler altfor dybt min Ringhed

naar jeg tænker paa de Store.

Aut Leonardo

—

aut nihil.«

Som jeg foran har berørt: D e t var et Træk af

Skæbnens Tragik, at Georg Brandes

satiriserede

over

Hjemmefølelsen

— han, der i sit Hjertes dybe

Modstrid og Uro mest af alle længtes efter et Sted,

hvor han kunde føle sig hjemme. Paa den anden

Side udsonedes denne Tragik gennem de Værdier,

Fremmedfølelsen hos ham — som hos saamange

andre Jøder — opelskede.

Hjælpsomhed

i den dag*

lige Færd overfor dem, der trængte til Støtte,

Tro

fasthed

i det lange Liv i Venskabs* og Tillidsfor*

hold,

Taknemmelighedsfølelse

til den sidste Dag

overfor det Land, der gav Beskyttelse og Hjem*

stedsret.

3 11