315 / 361
»Nu er jeg her igjen. Kommer De aldrig til By?
en? Dog det nytter ej stort, da jeg er ene hjem?
me uden Tjenestefolk og ej hører Klokken.
Men vilde De ikke gjøre mig den Fornøjelse
en Dag at spise Frokost sammen med mig i en
eller anden skjøn Beværtning i Haven eller ved
Søndermarken. De maa hjælpe mig at finde en
udsøgt.«
Dog endnu søger han at bevare Illusionen om
Berømmelsen og sin Stilling som
Midtpunkt
— om
ikke her saa i Udlandet. Og op livet og paa samme
Tid irriteret over Sliddet med at besvare sin Post
og modtage Besøg skriver han:
». . . Jeg er ved at tabe Forstanden af Plagerier.
Yderst optaget er jeg — til at sove kun 2—3
Timer om Natten, og saa
berendes
jeg daglig.
Alene Brevene! Endnu har jeg aldrig kunnet
bringe
dem
i Snoren, som
maa
besvares, ned
under 47, som ligger og venter, hvor mange jeg
end skriver.«
Som det var ham en Nødvend ighed saa længe
som muligt at bevare Illusionen om overvæ ldende
Korrespondance og bibringe andre Troen derpaa
— saaledes yndede han at bibringe sig selv og am
dre Forestillingen om den byrdefulde Selskabelig?
hed, der spildte hans T id og sled paa hans Arbejds?
kraft. Og dog var Sandheden dén, at han, efter?
haanden som Aarene gik og hans Samtid blev For?
tid, ganske naturlig gled i Baggrunden og derfra
20