forfulgte ham, mens han levede, gaar nu i Spidsen
for en ligesaa hysterisk Omvurdering af Vær*
dierne. —
Georg Brandes maatte hele Livet igennem
kæmpe den samme — baade indre og ydre —
Kamp som sin Lidelsesfælle. Kun med den For?
skel, at Modstanden mod ham og hans Værk i
første Række stammede, ikke fra en Familie i
Dan?
mark, men fra
Familien Danmark,
og at Angrebet
ikke blot gjaldt hans Person, men hans Individua?
litet som særpræget Ud tryk for en fremmed Race.
Og Angrebet ramte ham saa meget dybere, fordi
han med Hænder og Fødder værgede sig mod en
Skæbne, der ikke
kunde
afværges, og fordi han
følte denne Skæbne, der burde have været hans
Stolthed, som en Deklassering, der satte ham uden?
for »Rangklasserne«. Og dét skønt han indsaå og
med Stolthed fremhævede, at andre beslægtede
Aander af hans Stamme stod
udenfor
og ifølge
deres Natur
maatte
staa udenfor — som Heine,
Borne og Lassalle — og paaviste, hvorledes f.
Eks.
Hertz netop paa Grund af sin Assimilationstendens
udviskede sit Fysiognom i i Trangen til at indsmelte
det i Omgivelserne. —
I et Eventyr, H istorien om
Sorteper og Skidt
?
mads,
der i sin satiriske Underbund og tragikomi?
ske Farvelægning minder om H. C. Andersens
Den
grimme Ælling,
har Georg Brandes — til sine Mod?
3 °2