GeorgBrandesEtPortræt

forfulgte ham, mens han levede, gaar nu i Spidsen

for en ligesaa hysterisk Omvurdering af Vær*

dierne. —

Georg Brandes maatte hele Livet igennem

kæmpe den samme — baade indre og ydre —

Kamp som sin Lidelsesfælle. Kun med den For?

skel, at Modstanden mod ham og hans Værk i

første Række stammede, ikke fra en Familie i

Dan?

mark, men fra

Familien Danmark,

og at Angrebet

ikke blot gjaldt hans Person, men hans Individua?

litet som særpræget Ud tryk for en fremmed Race.

Og Angrebet ramte ham saa meget dybere, fordi

han med Hænder og Fødder værgede sig mod en

Skæbne, der ikke

kunde

afværges, og fordi han

følte denne Skæbne, der burde have været hans

Stolthed, som en Deklassering, der satte ham uden?

for »Rangklasserne«. Og dét skønt han indsaå og

med Stolthed fremhævede, at andre beslægtede

Aander af hans Stamme stod

udenfor

og ifølge

deres Natur

maatte

staa udenfor — som Heine,

Borne og Lassalle — og paaviste, hvorledes f.

Eks.

Hertz netop paa Grund af sin Assimilationstendens

udviskede sit Fysiognom i i Trangen til at indsmelte

det i Omgivelserne. —

I et Eventyr, H istorien om

Sorteper og Skidt

mads,

der i sin satiriske Underbund og tragikomi?

ske Farvelægning minder om H. C. Andersens

Den

grimme Ælling,

har Georg Brandes — til sine Mod?

3 °2