328 / 361
landet i Aand og Natur fremkaldte hos ham Pirre?
lighed, Bitterhed, Haabløshed. Den danske Inerti
af Træghed og Magelighed stod i skarp og stadig
Kontrast til hans Energi af Fremdrift og Frem?
skridt, til det
Skub
i hans Natur, som i dybe Lag
af hans Underbevidsthed forbandt ham med den
jødiske Ekspansionsdrift, der i vor Tid har givet
Fremstødet
Nerve og Kraft paa alle Omraader,
politisk, socialt, videnskabelig, kommercielt, jour?
nalistisk, literært. Denne »Gemyternes Uoverens?
stemmelse« mellem hans egen og den danske Natur
blev ham med Alderen mere og mere aabenbar og
uddybedes gennem de utallige Gnidninger — de
Stød, han fik, gengældte han omgaaende og impul?
sivt. Saa ofte han søgte en Tilnærmelse, drev Mod?
sætningen og Modstriden ham bort paany. Brudet
kunde ikke læges. Han var og blev Danmarks ulyk?
kelige Elsker. —
Men naar saa en anden overfor ham udtrykte
sin Sorg og Harme over de Angreb, der oprev hans
Sind og optog hans Tid, paatog han sig gerne — i
Overensstemmelse med sin modstridende Natur
— en overlegen Mine af ophøjet Ligegyldighed,
skønt Pilene
sad
i hans Krop. Som i disse Linjer:
»De tager Dem Menneskenes Omdømme mere
nær end fornuftigt er. Da jeg var 28 Aar, spurgte
jeg i min hellige Naivetet Renan, hvorledes Na?
poleon III, hvem han ofte saa, bar de voldsomme
3 ' 8