GeorgBrandesEtPortræt

indvendigt hver Dag, og lader dem æde sig ind

i Dem, istedenfor at De ved et aabent Svar hav*

de befriet Deres Følelse.« —

Ak, nej — Filosofien var ikke hans Fag!

Og eftersom Livet gik, aad Giften sig ind i ham,

prægede hans Træk, opløste hans af Vind og Vejr

forvitrede Sind, uddybede hans Tvivl, Lede og For*

agt og undergravede hans Tillid og Tro. Den, der

kun kendte ham overfladisk, maatte ofte af hans

pinlige Selvoptagethed og af hans »forfængelige«

Selvbeskuelse faa Fornemmelsen af, at hypokom

dert Selvplageri og hysterisk Martyreri var Aarsag

til en »Weltschmerz« af rent ekshibitionistisk Na?

tur. Nej — dén, der saå ham i Lønkammeret, for*

stod snart, at den ydre

Anledning

til hans Livslede

vel — som oftest — var af overfladisk og ligegyldig

Art. Men at

A arsagen

bundede dybere. Den bum

dede i et intimt oplevet og dybt rodfæstet Kend*

skab til den menneskelige Natur — saaledes som

denne gennem hans lange Liv havde manifesteret

sig i Enkeltmands Skikkelse, og i hans sidste Aar i

samlet Sum, da hele den Verden, for hvis aande*

lige Oplysning og sjælelige Udvikling han havde

kæmpet, mødtes i fælles Kamp under Hadets og

Selvinteressernes Fane med den gyldne Indskrift:

Gud vil det! — Han skriver herom:

320