336 / 361
VIII
G
eorg Brandes gav sin
Aand
til Danmark gen#
nem sit Værk. Sit
Sind
kunde han ikke give
Landet uden at fornægte sin Natur. Hans Sind var
udansk — uligevægtigt, rastløst, revolutionært,
manglede Forstaaelse af den langsomme, organiske
Vækst, manglede Sans for Jevnhed, Sindighed og
vegetativ Ro, manglede Føling med Folkets Psyke
af konservativ Natur og moderat indstillet Aand.
I sin Bog om Julius Lange — hvis Væsens Ho#
vedtiltrækning »var Noget, der vel kan betegnes
som Danskhedens ypperste Blomst« — anstiller
Georg Brandes følgende Betragtning, der under en
skemtefuld Form antyder Forskellen mellem den
blonde, langsomme danske Natur og hans egen
mørkladne, urolige og foruroligende:
»I. L.
Heiberg har et Steds skrevet de for#
træffelige Ord, at
som b e k je n d t
inddeles Men#
neskene i Soldater, Barnepiger og Skorstens#
fejere, en Sætning, der jo lader sig fortolke paa
3 2 6