GeorgBrandesEtPortræt

ved 50*Alderen. Bevidst Overlegenhed, uplettet

af Hovmod, livlig Ringeagt for det Middelmaa*

dige og Lave, Overbærenhed, hvori Foragt ind*

træder for en meget betydelig Part, Sindsklar*

hed, der udelukker lidenskabelig Kærlighed, men

ingenlunde Ømhed, Intelligens, som rager op

over Moraliteten, dog uden paa nogen Maade

at formindske eller fordærve den: dét er de aan*

delige Træk hos ham, i hvis Udvikling Verdens*

manden havde holdt Skridt med Digteren, og

der nu straalede som det fuldendte Mønster paa

begge.«

Dog, hermed være ikke sagt, at Georg Brandes

sammenlignede eller sammenstillede sig med et

Geni af Shakespeares Rang. Det var kun Berørings*

punkterne i Natur og Aand, der fængslede ham

ved Betragtningen af Shakespeares Liv og Værk,

den kunstneriske Indlevelse i en beslægtet Skik*

kelse, der gav hans Sind Lejlighed til Udløsning —

som Digteren eller Skuespilleren »gaar op« i sin

Helt, i Kraft af Ligheden og i Ly af Masken. Georg

Brandes’ Storhed havde intet Træk af Storagtighed

end sige Storhedssyge — hans Storhed bundede

i det Storsind, hvormed han ydmyg bøjede sig for

andres Storhed i Ærbødighed og Beundring. Han

var saa meget af en Kunstner, at han i dobbelt For*

stand maatte gaa op i de Skikkelser, han skildrede.