337 / 361
mange Maader. Den blev hyppigt anvendt i Lan#
ges nærmeste Kres. Han selv regnede sig til
Barnepigernes godmodige og pædagogiske Klas#
se, og man var i Kresen slem imod Skorstens#
fejerne, de rastløse, støjende, der rumstere og
rense og kaste en Mængde Snavs ned oppe fra
deres Højde. De symboliserede for os de egent#
lig arbejdsføre, der aldrig kom udover Arbejdet.
Jul. Lange vilde ikke være nogen Skorstensfejer.
Og naar Menneskeslægten — ved en Frokost paa
Holtekro — ikke uden Henblik til Retterne paa
Bordet inddeltes i Kalvesteg, Ræddiker og Port#
vin, saa vilde han heller ikke være nogen Ræd#
dike. Han hørte ikke til de pirrende, men til de
nærende Aander.«
Til de rastløse og rensende Skorstensfejere og
til de pirrende Ræddiker regnede Georg Brandes
sig selv. Hans Natur var ikke indstillet paa normal
Vækst og normal Modning fra Ungdommens Gæ#
ring til Alderdommens Afklaring. Den vulkanske
Ild i hans Urgrund bragte hans Natur og Aand i
hastig Vækst og til tidlig, ja
for
tidlig Modning.
Heraf den hektiske Farve over hans Fysiognomi,
den heftige Puls i hans Liv, det æggende Tempo af
Irritament og Incitament i hans Værk. Heraf og#
saa den pludselige Overgang til Alderdommen —
som Sydens pludselige Overgang fra Dag til Aften.
Ikke blot blev han hurtig — som »paa én Nat« —
hvid. Men ligesaa hurtig og pludselig føles i hans
Arbejde Overgangen til Alderdommen efter Bogen
327