mig, blevet min egen Grundstemning, og det var
ud fra den, at jeg fra nu af i Reglen skrev.« — Og
endelig
Stormen
med Prospero som den centrale
Skikkelse. Prospero, der er blevet ét med »det Ele=
ment, der saa længe og saa udelukkende havde
fyldt Shakespeares Sjæl i de foregaaende Aar:
Foragten,
og som gennem den dybe Optugtelse i
Smerte over Menneskenes Utaknemmelighed har
løftet sin Aand og Natur til en overlegen Højde
af foragtende Ligegyldighed — ikke saa meget
Magthaverens, der véd sig i Stand til paany, hvis
nødigt gøres, at overvælde sine Fjender, som den
Vises, hvem Omskiftninger i hans ydre Skæbne
ikke længer rører synderligt.«
Og Georg Brandes slutter sin Skildring af Pros*
pero, og dermed sin Skildring af
William Shake*
speare,
med et Citat af Richard Garnett, der i et
Kraftuddrag indeholder de blandede Vædsker af
Shakespeares Væsen — og indirekte lader os ane
Slægtskabet i Aand og Natur mellem Georg Bram
des og hans »Helt« paa det fælles Alderstrin om*
kring det halvhundrede Aar:
»At denne Don Quijote*agtige Højde og Stor*
sind ikke overrasker hos Prospero, det røber,
hvor dybt nede i Shakespeares egen Natur hans
Væsen grunder.
Stykket viser os bedre end noget andet, hvad
Livets Optugtelse havde gjort ud af Shakespeare
331