GeorgBrandesEtPortræt

mig, blevet min egen Grundstemning, og det var

ud fra den, at jeg fra nu af i Reglen skrev.« — Og

endelig

Stormen

med Prospero som den centrale

Skikkelse. Prospero, der er blevet ét med »det Ele=

ment, der saa længe og saa udelukkende havde

fyldt Shakespeares Sjæl i de foregaaende Aar:

Foragten,

og som gennem den dybe Optugtelse i

Smerte over Menneskenes Utaknemmelighed har

løftet sin Aand og Natur til en overlegen Højde

af foragtende Ligegyldighed — ikke saa meget

Magthaverens, der véd sig i Stand til paany, hvis

nødigt gøres, at overvælde sine Fjender, som den

Vises, hvem Omskiftninger i hans ydre Skæbne

ikke længer rører synderligt.«

Og Georg Brandes slutter sin Skildring af Pros*

pero, og dermed sin Skildring af

William Shake*

speare,

med et Citat af Richard Garnett, der i et

Kraftuddrag indeholder de blandede Vædsker af

Shakespeares Væsen — og indirekte lader os ane

Slægtskabet i Aand og Natur mellem Georg Bram

des og hans »Helt« paa det fælles Alderstrin om*

kring det halvhundrede Aar:

»At denne Don Quijote*agtige Højde og Stor*

sind ikke overrasker hos Prospero, det røber,

hvor dybt nede i Shakespeares egen Natur hans

Væsen grunder.

Stykket viser os bedre end noget andet, hvad

Livets Optugtelse havde gjort ud af Shakespeare

331