GeorgBrandesEtPortræt

af et overbærende Smil. Som i følgende spøgende

Linjer fra hans 80de Aar:

». . . I Sammenligning med mig maa De i ét

Punkt staa tilbage: jeg modtog igaar et Digt til

min Ære paa meget ordentlige sexliniede Stro#

fer, undertegnet Olaf Hansen,

elleve Aar.

O Fryd at besynges af en Elleveaarig! Kan

De stikke dén?« —

Ogsaa i de enkelte Parabler, han har skrevet,

blandes Foragten med Draaber af velgørende Selv#

ironi. I den forannævnte

Historie om Sorteper og

Skidtmads

deler han sin Foragt og Ironi ligelig mel#

lem Omgivelserne og sig selv. I tragikomisk Per?

spektiv uddybes Historien gennem Sortepers Ad#

ling til Hvideper under Jubelfestens Fællesfølelse

af Sammensang og Sammenspisning, og Festrefe#

ratet slutter med disse ironisk og selvironisk be#

lyste Linjer:

»Og adlet ved dette nye Navn tog da Hvideper

Ordet med et Ansigt, der skinnede af Lykke.

Han begyndte saadan: Hvad man i Ungdommen

attraar, det opnaar man som gammel i fuldeste

Maal. Med disse Ord begynder Goethe sit Lev#

ned. Hvor har han Ret!«

Men dybest har han udtrykt sit Væsens Bian#

ding af Foragt og Selvforagt i den tragikomiske Hi#

storie

Don Quixote og Hamlet

— Mødet mellem

»den vandrende Ridder af den bedrøvelige Skik#

334