GeorgBrandesEtPortræt

delse af Virkeligheden, men paa Sjælens Genken?

delse. Derfor hverken kan eller skal Kunst for?

staas — den skal fornemmes. Den taler ikke som

Videnskaben fra Forstand til Forstand, men fra

Fantasi til Fantasi. Det hemmelighedsfulde og

anelsesfyldte, det

blufærdigt slørede,

ikke det klart

oplyste er dens Hemmelighed — Form og Indhold i

uløseligt Forbund af Aandens Ynde og Sjælens Blu.

Men »Tribunernes udadvendte Spil genspejler

ikke Lønkammerets Sjæl — det er for Øjet og

Øret, gaar ikke fra Hjerte til Hjerte, som det popu*

lært udtrykkes. Der gives »Kunst«, hvori Kunstne*

ren spejler sit eget og andres Ansigt, Krop, Miner,

Træk og Gestus. Og der gives Kunst, hvori han

som i en dyb Brønd spejler sin egen Sjæl. Typisk

for den første Art af Kunst er Vidunderbarnets,

den jødiske Virtuos af Stammen »de uden Fædres

land«. I Tilegnelsen, i Opøvelsen og Efterligningen,

i den virtuose Gengivelse af Klang, Rytme og Tone

gennemspiller han med sin hjemløse Sjæl Verdens?

tournéens Repertoire af Verdenslyst og Verdens*

smerte. Men kun den enkelte Udvalgte, der føler

Hjemløshedens Ensomhedsfølelse som en dyb

Brønd i sin Sjæl, formaar gennem sin Kunst at gen*

spejle et hjemløst Folk i dets dybeste Aand og

Natur.

Thi et Folks Kunst er Spejlbilledet af dets

Sjæl.------

339