delse af Virkeligheden, men paa Sjælens Genken?
delse. Derfor hverken kan eller skal Kunst for?
staas — den skal fornemmes. Den taler ikke som
Videnskaben fra Forstand til Forstand, men fra
Fantasi til Fantasi. Det hemmelighedsfulde og
anelsesfyldte, det
blufærdigt slørede,
ikke det klart
oplyste er dens Hemmelighed — Form og Indhold i
uløseligt Forbund af Aandens Ynde og Sjælens Blu.
Men »Tribunernes udadvendte Spil genspejler
ikke Lønkammerets Sjæl — det er for Øjet og
Øret, gaar ikke fra Hjerte til Hjerte, som det popu*
lært udtrykkes. Der gives »Kunst«, hvori Kunstne*
ren spejler sit eget og andres Ansigt, Krop, Miner,
Træk og Gestus. Og der gives Kunst, hvori han
som i en dyb Brønd spejler sin egen Sjæl. Typisk
for den første Art af Kunst er Vidunderbarnets,
den jødiske Virtuos af Stammen »de uden Fædres
land«. I Tilegnelsen, i Opøvelsen og Efterligningen,
i den virtuose Gengivelse af Klang, Rytme og Tone
gennemspiller han med sin hjemløse Sjæl Verdens?
tournéens Repertoire af Verdenslyst og Verdens*
smerte. Men kun den enkelte Udvalgte, der føler
Hjemløshedens Ensomhedsfølelse som en dyb
Brønd i sin Sjæl, formaar gennem sin Kunst at gen*
spejle et hjemløst Folk i dets dybeste Aand og
Natur.
Thi et Folks Kunst er Spejlbilledet af dets
Sjæl.------
339