GeorgBrandesEtPortræt

dunkle og dybe Ord af

En Jøde

sættes over hans

Liv og Værk: »Han troede engang paa den evige

Poesi og det evige Liv.«

Et levende

Menneske

var han — ingen Lærd,

ingen Præst, ingen Profet — mindst af alt den Mes*

sias, med hvis Navn blinde Forgudere til hans AL

sky yndede at smykke ham. Et Kundskabens Træ

paa Lyst og Mørkt, Ondt og Godt, Stort og Smaat

var Georg Brandes. Men i Hjertet af hans splittede

Hjerte var der én fast og funklende Krystal, hvori

alle disse Straaler mødtes og brødes. Denne Kry?

stal var hans

Vilje,

nærmere bestemt hans

Vilje til

Livet.

Og i Hjertet af denne hans Vilje brændte

som en uudslukkelig Lampe

Viljen til det Gode.

Og saa nærmer Spillet sig da sin Ende. Ilden er

ved at brænde ud — selv den evig brændende Vilje

vil

ikke mere. Den lokkende og kogiende Fløjte er

faldet ud af hans Haand. Ingen formaar efter ham

at spille paa den — dén, der prøver derpaa, svarer

han med et sidste Smil: »Der er megen Musik, en

ypperlig Tone i dette lille Instrument, og dog kan

I ikke faa den til at tale.« Ingen formaar at udgram

ske Fløjtespillerens Natur — den, der forsøger der*

paa, vil han svare: »I vilde spille paa mig. I vilde

rive Hjertet ud af min Hemmelighed; I vilde prøve

343