GeorgBrandesEtPortræt

hele Omfanget af mine Toner fra den dybeste til

den højeste. Forstemt kan I gøre mig; men spille

paa mig kan I ikke.« —

Den evig vandrende Ridder har ophængt sine

»sønderhuggede Vaaben« og lagt sig til Hvile —

for første og sidste Gang i sit Liv. For første og

sidste Gang i hans Liv staar Solen stille i Gibeon

og Maanen i Ajalons Dal. Fra sit Leje ser han ud

over Søerne og ind over Byen, »hvor Sancho var

blevet Conceilspræsident paa sin 0 .« Over Søerne

lyder Maagernes øde Skrig — den hjemlige Snad#

ren af Ænderne, der gaar til Ro — en vild og skri#

gende Svane løfter sine Vinger, taber sig i Vinter#

m ørket. . . ud . . . b o r t. . .

mod Syd

. . .

Den mødige Ridder af La Mancha løfter sit

hvide Hoved og ser ind mod Byen med de skønne

Taarne. — Derinde havde han levet sin Barndom,

han havde staaet som Kejser Napoleon med den

ene Fod lidt frem og med korslagte Arme, og da

den svenske Onkel spurgte: Hvem ligner jeg?

havde den lille Napoleon foragtelig svaret: Du lig#

ner Napoleons Karl — og hans elskede Moder, der

sjældent kærtegnede, havde belønnet ham med et

Kys. — Derinde havde han som 12aarig Dreng sét

den lille lOaarige Pige, der havde givet ham »det

første stærke Glimt af en Tilværelsens Grund#

magt, til hvis Dyrkere jeg for Livet var viet —

Skønheden.« — Derinde havde han, lattermild og

344