GeorgBrandesEtPortræt

— nogen Skærm for hans Hoved var den ihvert#

fald ikke, bulet og forhakket som den var; man

kunde næppe se, hvor Hjelmbusken en Gang

havde siddet.

Han vejede sin Lanse i sin Haand. Var den

et Vaaben? Var det endda en Lanse! Men den

var jo en Gang blevet splintret og derefter nag#

let sammen med Søm, surret sammen med en

Tovstump, kort sagt sat saa ynkeligt sammen,

at den i Virkeligheden var en Parodi paa et Vaa#

ben.

Ulykken var sket alt for mange Aar siden i

Bøoternes Land. Ikke, som hans Spottere havde

fortalt, i Kamp med Vejrmøller, som han skulde

have taget for vandrende Riddere. Nej, saa gal

var han aldrig. Ikke mod Vejrmøller var Lansen

bristet, men mod Granit — Dumhedens faste

Borg.«

Da ser han i et Lynglimt af sin Aand, at Rod,

Hjem og Fred ikke er at finde i den ydre Verden, i

dens Kamp for Sandhed og Ret, for Ry og Magt.

Kun i Selvudvikling gennem Fordybelse i hin

Kongerække af

Aandens Heroer,

de store hjem#

løse, rodløse og fredløse. De »fødte« Fyrster af

Guds Naade i det Aandens terra incognita, der

indeslutter Evigheden: Shakespeare, Goethe, Vol#

taire, Cæsar, Michelangelo, disse Enere, der hver

for sig, i den dybeste Natur omsat i den højeste

Aand, omfatter en

Verden.

Dybe nok »til at man

348