GeorgBrandesEtPortræt

kunde røre sig i dem« — høje nok til at man kunde

»løftes op over de snævre Forhold, hvori man af

Skæbnen var stillet, og se frit omkring sig, tilbage

til Fortiden og frem til de kommende Dage.« Thi

dette

var for ham nu Sagen: Daglig i sit Sjæleliv at

bestige et Taarn, hvorfra man kunde overskue

Synskresen:

»Jo friere man var stillet, des skarpere saa man,

hvad der dybt nede i Snevringerne laa for Da#

gen. Jo højere man hævede sig, des klarere saa

man ud over den vide Verden. Jo mere Horizont

man havde, og jo mindre stavnsbunden man var,

des mere levede man ikke blot for sine nærme#

ste eller for sine Landsmænd, men for alle dem,

som havde En behov, ligegyldigt hvor deres Vug#

ge stod — blot det Lidet, man vidste og evnede,

den Smule Paavirkning og Indvirkning man var

Herre over, den Indflydelse, man efterhaanden

kunde øve, blev sat ind paa rette Sted. Mangt

et forurettet Menneske kunde man da hjælpe —

ja hele Folkeslag, der appelerede til Retssans og

Frisind, kunde en enkelt Privatmand uden nogen

officiel Myndighed skaffe Oprejsning eller idet#

mindste bringe Trøst.«

Kresløbet er sluttet. Den mødige Vandrings*

mand er fra sin lange Rejse omkring Livet vendt

tilbage til sit Udspring i Aand og Natur:

Hellas

Judæa.

Som Lyset flammer op, før det slukkes,

samler hans Natur, der tilhørte Judæa, og hans

349