351 / 361
Brandes traadt frem for mit indre Øje gennem Tils
bageblikkets indre Clairobscur. Billedet af andre
unge Slyngekastere og Fløjtespillere som Heine,
Lassalle og Disraeli forbinder sig dermed, og
Inds
trykket af »de trende, der blev til én og den ene,
der blev til tre«, personificeres, naar jeg generins
drer mit
første
Indtryk af Georg Brandes paa Unis
versitetets Katheder — smidig, »dæmonisk«, frems
medartet, med den lokkende Fløjte i sin Haand.
Men generindrer jeg mit
sidste
Indtryk af ham,
da smelter dette sammen med Billedet af
Saul
paa
det Rembrandtske Maleri. Og jeg ser da Georg
Brandes i Kong Sauls Lignelse, lyttende til sin egen
Ungdoms Harpespil i Erindringens dunkle Clairs
obscur — mens Glemslens og Ensomhedens Tuss
mørke falder over de forgræmmede Træk og de
»forgrædte« Øjne.
I dette Janusbillede af Sauls og Davids sammens
smeltede Dobbeltansigt forenes Indtrykkene af
Georg Brandes’ modsigende og modstridende, jøs
diske Væsenstræk i min Fantasi.
Denne hans
Race,
som han gennem Livet havde
skudt fra sig som en »Missgeburt« af guddommes
ligt Ideal og menneskelig Karrikatur, »slog ind« og
splittede hans
Indre
i Melancholia og Sangvinitas.
Denne hans Race »slog ud« med Aarene og gras
341