GeorgBrandesEtPortræt

rende Lyst« og kildrende Fryd. Hans Sjæl er et

Instrument, i hvis Sangbund alle de Toner blunder,

som ellers kun Oplevelse og Gennemlevelse for#

maar at fremtrylle, og med sit nervøse Instinkt

forudaner eller forudfornemmer han en tidlig, ja

altfor tidlig modnet Erfaring om Sorg og Savn, Lyst

og Nød, Liv og Død. Men den for tidlige Modning

bærer Opløsningens Tegn i sit Ydre og Indre —

som en Frugt, hvor Ormen gnaver i Kernen. Over#

skudet,

der er Naturens Reserve i Kampen for Til#

værelsen, har han allerede opbrugt under sin første

Verdenstourné.

Nerverne

var de Strenge, han

spillede paa — og naar

Strenge er slidt, falder

Instrumentet ud af hans Haand. Livet hævner sig

paa den Formastelige, der

spiller

paa det.

Thi

Spillet

var for Vidunderbarnet baade Mid#

del og Maal, Affekt og Effekt paa.samme Tid —

»Virkningen uden Aarsag«, som Wagner har kaldt

denne »Tribunernes Musik. Men Kunst er ikke —

eller ikke alene — det musikalske Instinkt, Sindets

og Sansernes Spil paa de følsomme Nervetraade

med virtuos Fingerfærdighed. Kunst er Sjælens

Musik, hin »Ubergang der Seele in die Finger«,

hvorom Goethe talte — Sindets og Sansernes Spil,

ikke blot adlet af Aand, men lutret af Sjæl. Kunst

er ikke en Efterligning af »det ydre Øje«s Syns#

billeder, men en Genspejling af det indre Øjes Sy#

ner — og dens Virkning beror ikke paa Genken#