345 / 361
kelse« og den tungsindige Prins af Danmark, »hvis
dybere Overensstemmelse ingen har forstaaet«.
Da disse tvende Riddere af den bedrøvelige Skik*
kelse i Fortællingens Slutning blander Blod og slut*
ter Fostbroderskab og derefter sadler deres Heste
for at ride bort Side om Side og i Fællesskab bygge
Fremtidens Kirke paa Dumhedens Klippe af Gra*
nit — da forenes Helt og Nar i et dybt menneske*
ligt Perspektiv af Tragikomik, der bunder i Hjertet
af Georg Brandes’ Erkendelse og Selverkendelse:
Hans Værks og hans Væsens tragikomiske Fost*
broderskab — i Blodsforbundet af
Sangvinitas
og
Melancholia.
I dette Blodsforbund af Melancholia og Sang*
vinitas bunder da Georg Brandes’ jødiske Natur.
Modsætningen er af gammel Dato — saa gammel
som Menneskeheden — og har faaet sit kunst*
neriske Udtryk gennem alle Literaturer, ogsaa den
gammeljødiske. Men Brydningsspillet træder først
frem i fuld Belysning, da Emancipationen slaar Bre*
che i Ghettoens Mure — og Nat og Dag, Lys og
Mørke, den lange Trældoms Skygge og den sti*
gende Friheds Sol brydes i hver Enkelts Sind og
giver sig Udslag i Liv og Kunst.
Det jødiske Folks Liv i den nyere Tid kan hen*
føres til tre Perioder. Først
Ghettotiden,
hvis Liv
335