GeorgBrandesEtPortræt

levende Had til Dorskhed og Lediggang«. —

Maa

beth,

hvorom han engang skrev til mig: »Meget

ofte rinder Macbeths Ord mig ihu: All is but toys,

renown and grace is dead.

The wine of life is

drawn.«

—

Othello

med sin »tragiske Naivetet,

Manden af den ringeagtede Race og med det vold*

somme afrikanske Temperament« — og som Mod#

sætning Jagos lokeagtige Skadelyst, Skadefryd og

»skelende Nid«. —

Kong Lear,

hvorom han skriver

disse indfølende, medfølende — og medvidende —

Ord: »Neppe i de lyse Morgentimer, neppe ved

Dagstid har han undfanget sin Kong Lear. Nej,

tydeligt nok en Nat under Storm og frygteligt

Uvejr, en af de Nætter, hvor man i sin Stue ved

sit Skrivebord tænker paa de Stakler, som gaar i

husvild Fattigdom i dette Mørke, denne frygtelige

Blæst, denne gennemblødende Regn, og hvor man

i Vindens Susen over Tagene, i dens Hylen gennem

Skorstenen hører vilde Klager, alle Ulykkers Tu#

den.« —

Timon,

hvorom han i sit Levned skriver

disse meget sigende Linjer: »Dog, det Parti, som

jeg egentlig alene følte lidenskabelig Drift til at ud#

arbejde, dét, for hvis Skyld jeg gav mig i Lag med

Æmnet, tumlede med det i næsten fem Aar og

skrev Bogen, det var den første Halvdel af tredie

Del, den som har sit Højdepunkt i

Timon.

Thi den

Sindsstemning, som der kommer til Orde, var efter

alle de Erfaringer, der havde opsummeret sig i

33°