GeorgBrandesEtPortræt

Han maalte dem ganske vist med sin egen Alen —

men ikke sig selv med deres Maal. Dertil var hans

kritiske Kultur for fintmærkende og følsom. Thi

selv om Humor og Lune — ligesom Patos og Etos

— ikke var hans Domæne, rummede hans Væsen

dog et rigt Fond af Skælmeri og Sarkasme, af Ma#

lice og Selvironi, nu og da digterisk uddybet gen*

nem Parablens Perspektiv, som i Historierne om

Sorteper og Skidtmads

Don Quixote

Hamlet.

Med et vemodigt Smil kunde han slutte et Brev,

hvori han beskedent antydede sine Talenter, med

disse Ord: »I Mangel af anden Ros forfalder jeg til

Selvros«.

Den Menneskeforagt, der — som han skriver i

Levned

— havde opsummeret sig i ham, og for hvil*

ken han fandt Udtryk i

Timon

og søgte Udløsning

gennem sin Bog om Shakespeare, var vel dyb og

rodfæstet. Men bundfrossen var den ikke, som den

stivnede Foragt i Ordene: »Die Welt verachten,

sich selbst verachten — verachten, dass man ver#

achtet wird.« Som han engang skrev til mig: »Ed?

dike er jeg dog ikke.« Ligesaa heftigt og impulsivt

han reagerede overfor enhver Irritation — i det

kgl. Biblioteks Eksemplar af Rigmor Stampes Bog

om H. C. Andersen fandt jeg saaledes i Marginen

nedkradset følgende Blyantsnotits:

Falsk Citat.

G. B.

— ligesaa modtagelig var han for det mind#

ste Incitament, selvom han lod det gennemskinne

333